
Vi er to sygeplejersker som brænder for det vi laver og synes det giver rigtig meget mening at hjælpe jer som familie bedst muligt. Vi ønsker at skabe tryghed og ensrettet vejledning for jer som nybagte forældre, så I føler jer klædt på til den nye forældrerolle. I som familie kan have brug for ro, tid, vejledning og tilstedeværelse for at amningen skal lykkes. Derfor har vi valgt at opstarte BrystBarn.dk. så vi kan supplere det arbejde der gøres i det offentlige og for at kunne dedikere os 100% til at hjælpe jer med at få et godt ammeforløb.
Vi har begge den 1,5-årige uddannelse som IBCLC-certificerede ammevejledere og i mere end 10 år har vi arbejdet med ammevejledning og planer for ammeforløb i vores virke på en neonatalafdeling.

Mit navn er Lea Brinch Rasmussen.
Jeg er 42 år og uddannet Sygeplejerske fra Herlev Sygeplejerskeskole i 2002.
Jeg har siden 2002 arbejdet på en neonatal afdeling – en afdeling for præmature og syge nyfødte børn. Jeg har arbejdet både i London, Sydney og på forskellige neonatal afdelinger herhjemme, så har en bred erfaring indenfor området. De sidste mange år har amning af det nyfødte og ikke mindst det præmature barn fyldt meget.
Jeg arbejder nu på en neonatal afdeling hvor jeg dagligt vejleder familier i deres nye rolle og guider dem i hvordan et godt amme forløb kan blive til virkelighed trods den svære start. Jeg er desuden koordinator for vores tidligt hjemmeopholds funktion (THO). Her kører vi ud til de familier som er klar til at komme hjem, men hvor barnet fortsat har behov for sonde lidt endnu imens det lærer at spise ved bryst.
Siden 2015 har jeg undervist familier i førstehjælp til nyfødte og ikke mindst om sygdomstegn og sikker lejring af nyfødte.
Privat bor jeg sammen med Hans og min søn Valdemar på 8 år. Jeg nyder at løbe rundt i haven og spille fodbold med min søn eller være sammen omkring et brætspil eller puslespil. For at holde mig i gang bliver der cyklet og dyrket fitness.

Mit navn er Celia Fernandez.
Jeg er 41 år og er udannet sygeplejerske fra 2004.
De sidste 10 år har jeg arbejdet med for tidlig fødte børn, syge børn og deres familier i neonatal specialet.
I 2011 tog jeg et kursus i babyterapi, hovedsagelig babymassage, og har undervist dette i mødre grupper og individuelt til stor glæde for mor og barn. I mit arbejde med spædbørn og deres familier opdagede jeg hvor stor en betydning amning har, samt vigtigheden af en god og individuel vejledning. Dette blev mit hjertebarn og efterfølgende har jeg stort set kun beskæftiget mig med amning i form af undervisning, amme ambulatoriet og vejledning i amning både på hospitalet og i familiernes hjem.
I den tid der er tilbage, opholder jeg mig i et dejligt hus i Hillerød med min mand Mads og vores to børn Felix på 8 og Lucia på 12 år. Udover at bruge tid med min familie og venner, er det også vigtigt for mig at finde ro og harmoni i hverdagen. Hvilket jeg gør i naturen og på yogamåtten især . Mindfulness og det at være tilstede i nuet, er noget der giver mig glæde og overskud i hverdagen.